Ilva Møbelhus, Skejby, Århus

Arkitekt:

Schmidt, Hammer & Lassen K/S, MAA

Ilvas møbelhus i Skejby nord for Aarhus er en iøjnefaldende, nymoderne bygning - men også et billigt discount-hus, fordi udstillings- og lagerfaciliteter er opført med et industrialiseret byggesystem til en lav kvadratmeterpris. Det har til gengæld muliggjort en høj byggekvalitet andre steder i huset.
I princippet er møbelhuset disponeret som en stor anonym kasse af betonelementer, men med nogle markante, velproportionerede facadeåbninger, hvor der er anbragt skråtstillede glaspartier, der på dramatisk vis bæres af store gitterdragere af rustfrit stål. Indgangsfacaden har en klar arkitektonisk signaleffekt.
Hovedparten af huset er nøgterne udstillingsarealer i to etager samt et højlager. Men de tre nicher med det skrå glas giver udstillingsrummet en velkommen rumlig, lysmæssig og funktionel variation.
Men ud mod Randersvej er der dels etableret et lille torv med enkelt og stilfuldt byinventar, dels bagved indrettet et generøst, dobbelthøjt foyerrum med kundeinformation og skiftende udstillinger. Fra indgangen fører en skulpturelt formet trappe op til førstesalen, hvor der er anbragt en café på en balkon, der skyder sig ud i rummet. I den modsatte ende af møbelhuset forbindes de to etager af en bred ligeløbstrappe.
I huset er der i usædvanlig grad kræset for kunderne gennem brug af delikate byggematerialer som travertin, mørkt træ og rustfrit stål samt en præcis og forfinet detaljering. Kritikeren Erik Nygaard betegnede i Arkitektur DK i 1993 bygningsudtrykket som en mellemting mellem 1930'ernes danske modernisme, som Vilhelm Lauritzen forvaltede den, og 1990'ernes ny modernisme, som den viste sig i Barcelona med Miralles som foregangsfigur.
Opførelsesdata

Årstal: 1991 - 1993
Bygningsændringer og ombygninger:
Overtaget af Jysk 2013.

Adresse

Graham Bells Vej 13, Skejby
DK-8200 Århus N

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: Ilva Møbler og Tæpper A/S
Ingeniør: Arne Elkjær, rådgivende ingeniør
Entreprenør: C. G. Jensen A/S, Højbjerg

Anvendelse

Hovedfunktion : Erhverv
Bygningsart : Møbelforretning
Særlige aspekter: Præmieret af Århus Kommune 1994

Referencer
Arkitektur DK 4-1993, side 170, og 8-1997, side 452. Mogens Brandt Poulsen: Århus Arkitekturguide. Arkitektskolen i Aarhus, 1999. Arkitektur Guide Jylland, side 231. "

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT |

ARKARK.DK blev oprettet i 2007 af arkitekter Esben Larsen og Rimas Steponaitis.
Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE