Arkitektskolen (Raaes Gård), Aarhus

Arkitekt:

Anders Kruuse, J. F. Colwitz, C. F. Møllers Tegnestue og Arkitektfirmaet Kjær & Richter A/S, arkitekter MAA

Arkitektskolen i Aarhus fik til huse i en gammel købmandsgård på Nørreport, da den blev oprettet i 1965. Gården blev restaureret og indrettet til det nye formål af C. F. Møller, der også blev skolens første rektor.
Købmandsgården ved Studsgades Port stammer fra 1700-tallet, hvor den gradvis blev udbygget til dens nuværende størrelse. I 1796 blev gården købt af Hans Frederik Raae, der et par år senere ombyggede den. Ved den lejlighed fik hovedbygningen en grundmuret, nyklassicistisk facade med glatpudset, rosa puds og tre svage risalitter. Husets rustikerede midterfag har en indgangsportal, der er indrammet af sandstensdekorationer.
Bag facaden præges forhus og gård imidlertid af middelalderligt, ofte ombygget bindingsværk og en indretning med bemalede planker og barokdøre. Det antages, at en del af materialerne fra det nedrevne Skanderborg Slot er genanvendt her.
I 1997 tilføjede Kjær & Richter en ny funktionel auditorie- og udstillingsbygning ved siden af Raaes Gård i et arkitektonisk nyt og selvstændigt formsprog. Den er disponeret som en rektangulær, sort betonkasse med en stor, let glasfacade mod Nørreport, der danner en bevidst kontrast til den gamle købmandsgård.
Bygningen er i princippet et hus i huset, hvor auditoriet fremstår som en indre ø, der opdeler bygningen i et udstillingsrum og i et foyerrum.
I den smalle passage mellem nybygningen og den gamle gård er der opført en kileformet bygning indeholdende trykkerifaciliteter, møderum og tegnesale.
Men arkitektskolen lider fortsat af lokalemangel til de mange studerende, der holder til flere steder i byen. Nu er der planer om en hel ny skolebygning, der måske kan realiseres frem mod 2017.
Opførelsesdata

Årstal: 1798 - 1997
Bygningsændringer og ombygninger:
Oprindelig bygning, Raaes Gård, fra 1798. Restaureret 1965 af C. F. Møllers Tegnestue. Auditoriebygning af Kjær & Richter 1997.

Adresse

Nørreport 20
DK-8000 Århus

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: H. F. Raae Kulturministeriet, Boligministeriets Byggedirektorat (1997)
Ingeniør: Birch & Krogboe A/S, FRI, 1997
Konsulent: Erik Winkler (farver, 1997)

Anvendelse

Hovedfunktion : Institution
Bygningsart : Arkitektskole og auditoriebygning
Særlige aspekter: Præmieret af Århus Kommune 1998

Referencer
Arkitekten 14-1964, side 296. Arkitektur DK 4-1966, side 160 og 4-1998, side 220. Harald Langberg: Hvem Byggede Hvad 3, Politiken 1971. Sys Hartmann og Villads Villadsen: Danmarks Arkitektur. Byens huse - Byens plan. Gyldendal, 1979. Mogens Brandt Poulsen: Århus Arkitekturguide. Arkitektskolen i Aarhus, 1999. Arkitektur Guide Jylland, side 186. Politiken 9-9-94. "
Arkitektskolen (Raaes Gård), Aarhus
Arkitektskolen (Raaes Gård), Aarhus
Arkitektskolen (Raaes Gård), Aarhus
Arkitektskolen (Raaes Gård), Aarhus

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT |

ARKARK.DK blev oprettet i 2007 af arkitekter Esben Larsen og Rimas Steponaitis.
Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE