Carl-Henning Pedersen & Else Alfelt Museet, Birk Centerpark, Herning

Arkitekt:

Arkitektfirmaet C. F. Møllers Tegnestue, arkitekter MAA

Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum er en del af det usædvanlige bybånd i Birk uden for Herning, hvor industri, kunst og uddannelse i samdrægtighed har trivedes gennem de sidste snart 50 år. Initiativet til museet kom fra malerne selv, der skænkede deres samling til Herning kommune, mod at der opførtes en bygning til værkerne. Ideen blev bakket op af den kunstinteresserede kommune og fabrikant Aage Damgaard, hvis tidligere skjortefabrik omdannedes til kunstmuseum. Det gav sig selv, at museet blev cirkulært og enkelt. Både skjortefabrikken og skulpturparken i nabolaget havde runde former. Det er omgivet af en vandgrav, og er udvendigt beklædt med keramiske plader, dekoreret af Carl-Henning Pedersen i brændt glasur. Herved gør bygningen sig stærkt bemærket i de parkagtige omgivelser. Man kommer ind i museet via en lang rampe henover spejldammen, forbi en skærmvæg og ud på en stor balkon ovenover magasinet, hvorfra hele udstillingsrummet kan betragtes. Overgangen mellem de to niveauer er udformet som en siddetrappe, så udstillingsrummet også kan anvendes som auditorium. Museet er opført i 1976, men viste sig snart for lille til skiftende ophængninger af malernes omfangsrige samling. Herudover savnede man udstillingsplads til akvareller samt tidssvarende magasinforhold. Det blev derfor udvidet i 1993 med et kvadratisk, underjordisk rum, der krones af en skæv pyramide over jordskorpen. De to sider af pyramiden er også dekoreret af Carl-Henning Pedersen med blå, turkisgrønne og sorte nuancer, mens den tredje side giver ovenlys til en del af den underliggende udstillingssal.
Opførelsesdata

Årstal: 1975 - 1976
Bygningsændringer og ombygninger:
Oprindeligt, cirkulært museum fra 1976. Underjordisk, kvadratisk udvidelse med pyramide 1993.

Adresse

Uldjydevej, Birk Centerpark 1
DK-7400 Herning

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: Herning Kommune og Kunstmuseet Herning
Ingeniør: Midtconsult ApS
Landskabsarkitekt: C. Th. Sørensen Sven-Ingvar Andersson
Konsulent: Carl-Henning Pedersen (kunstnerisk udsmykning)

Anvendelse

Hovedfunktion : Institution
Bygningsart : Museum

Referencer
Arkitektur DK 3-1977, side 99, 4-1989, side 154, 8-1993, side 336 og 5-2009, side 34. Lisbet Balslev Jørgensen, Hakon Lund og Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Danmarks Arkitektur. Magtens bolig. Gyldendal, 1980. Carl-Henning Pedersen, Poul Erik Skriver og Mads Møller: Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt Museum, Billedkunsten og arkitekturen forenet. Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt Museum, 1993. Fugls Højde. C. F. Møllers Tegnestue 75 år. 1999. Arkitekten 27-2002. Landskab 3-1995. Guide til Dansk Arkitektur II. Arkitektur Guide Jylland, side 101. Anne-Louise Sommer: Den Danske Arkitektur. Gyldendal, 2009. "

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT |

ARKARK.DK blev oprettet i 2007 af arkitekter Esben Larsen og Rimas Steponaitis.
Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE