TV2 Østjylland, Skejby, Århus

Arkitekt:

Schmidt, Hammer & Lassen K/S, MAA

Danmarks Radios tv-monopol blev brudt i 1988 med oprettelsen af TV2. I den forbindelse blev der også oprettet en række regionale tv-selskaber, der optog konkurrencen på nyhedsfronten med de lokale dagblade.
En af stationerne var TV2 Østjylland, der fik et meget synligt og markant nyt mediehus i Skejby nord for Aarhus. Huset fik et interiør, der er funktionelt nyskabende og med rumlige kvaliteter passende til dets aktiviteter. Derimod er det ydre noget bastant med to tunge sidefløje, der ikke er i overenstemmelse med den indre opbygning.
Tv-stationens aktive og vitale funktioner, reception, nyhedsstudie, redaktion og kantine er placeret i et stort åbent miljø mellem disse to langstrakte teglstenskroppe. Det centrale rum er det dobbelthøje redaktionslokale på første sal, der står i forbindelse med nyhedsstudiet nedenunder gennem et stort, cirkulært hul med en diameter på syv meter. I rummet hænger kantinen som en stor metal-madkasse over redaktion og studie, der bryder markant gennem den store indgangsfacade i glas. I den nordvendte ende af huset ligger et lukket, traditionelt studie.
De to sidefløje er ikke lige store. Den brede mod øst rummer bl.a. kontorer, mødelokaler, biograf og køkken, den smalle mod vest teknik- og servicerum samt foyer- og redaktionsrum i åben forbindelse med centralrummet, hvilket svækker den ellers klare funktionelle opbygning. Over centralrummet svæver et stort tag, friholdt med lysbånd mod sidefløjene, hvis tyngde understreges af brugen af brune mursten med indfarvede fuger og rødbrune aluminiumpartier. Kantineboxen og nyhedsstudiet er beklædt med galvaniserede stålplader, bl.a. for at fremhæve funktionernes selvstændighed samt for at nuancere lysvirkningerne i rummet.
Opførelsesdata

Årstal: 1998 - 1999

Adresse

Skejbyparken 1, Skejby Nord
DK-8200 Århus N

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: TV2 Østjylland
Ingeniør: Cowi A/S FRI
Landskabsarkitekt: Schmidt, Hammer & Lassen
Entreprenør: NCC Byg A/S

Anvendelse

Hovedfunktion : Institution
Bygningsart : TV-station
Særlige aspekter: Førstepræmieforslag i totalentreprise-konkurrence 1998. Præmieret af Århus Kommune 2000.

Referencer
Arkitektur 1-2001, side 48. Arkitektur Guide Jylland, side 238. Licitationen 11-8-1998. Byggeplads Danmark 2-1999. "

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT |

ARKARK.DK blev oprettet i 2007 af arkitekter Esben Larsen og Rimas Steponaitis.
Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE