Scanticon (nu Handelsfagskolen), Højbjerg

Arkitekt:

Arkitektfirmaet Friis og Moltke A/S, arkitekter MAA

Scanticon ved Aarhus var på opførelsestidspunktet i 1969 et af de stærkeste og mest helstøbte eksempler på Friis & Moltkes brutalisme i Danmark. De akademiske bygherrer, Dansk Ingeniørforening og Den Almindelige Danske Lægeforening, ønskede et avanceret efteruddannelsescenter med det sidste nye tekniske og pædagogiske udstyr, med indkvarteringsforhold over almindelig standard og med fysiske rammer til forskellige former for undervisning og socialt samvær under opholdet. Friis & Moltke leverede et usædvanligt veldisponeret og råt betonhus med en saglighed, der næsten tog vejret fra datidens arkitekturinteresserede og -kritikere.
Kursusejendommen er placeret øverst på en skrænt i det naturskønne Skåde Bakker med udsigt over skovene ved Moesgård og Aarhus Bugt. Beliggenheden på skrænten, anlæggets grundform og terrasseformede profil samt de græstørvsbelagte tagflader forstærker bakkens kontur og landskabelige træk, samtidig med at bygningens styrke understreges af den rå beton.
Hovedindgangen ligger ved ankomstgården på øverste niveau ved vandrehallen, der har tilknytning til reception, kiosk, møde-, undervisnings- og opholdslokaler og mod nord ender i restauranten og i vest i det store auditorium. Fra hallen fører tre brede trapper til de lavere liggende etager med 66 værelser, grupperum, rekreative lokaler og sauna. Interiørerne er både grove og raffinerede, præget af solide og tidløse materialer i gulve, lofter og vægge, der understreges af overdimensionerede og provokerende detaljer som ru forskallingsmønstre, vindueskarme, håndlister og belysningslegemer samt faste møbler.
Scanticons kursuskoncept blev i 1970'erne og 80'erne fulgt op med nye centre i både Danmark og USA samt i Tyskland med Siemens som operatør. Centret i Aarhus kom på flere andre hænder, anlægget blev tilbygget en dobbeltfløj med værelser på skrænten mod øst, der kom flere boligbebyggelser på naboarealerne, og flygtige modeluner og nyere inventar har efterhånden udvisket den oprindelige spænding i rummene. I dag fungerer bygningen som ordinær handelsfagskole.
Opførelsesdata

Årstal: 1967 - 1969

Adresse

Skåde Skovvej 2, Skåde Bakker
DK-8270 Højbjerg

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: Dansk Ingeniørforening og Den Almindelige Danske Lægeforening
Landskabsarkitekt: Sven Hansen
Konsulent: Emil Gregersen (kunstnerisk udsmykning)

Anvendelse

Hovedfunktion : Erhverv
Bygningsart : Opr. kongrescenter, nu fagskole
Særlige aspekter: Tildelt Scandinavian Green Roof Award 2009.

Referencer
Arkitektur DK 5-1970, side 204, og 1/2-1985, side 42. Harald Langberg: Hvem Byggede Hvad 3. Politikens Forlag, 1971. Lisbet Balslev Jørgensen, Hakon Lund og Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Danmarks Arkitektur. Magtens bolig. Gyldendal, 1980. Guide til Dansk Arkitektur II. Mogens Brandt Poulsen: Århus Arkitekturguide. Arkitektskolen i Aarhus, 1999. Arkitektur Guide Jylland, side 214. Poul Erik Skriver: Friis & Moltke. Arkitektens Forlag, 1997. Arkitekten 10-2005. Michael Sheridan: Mesterværker. Strandberg Publishing, 2011. "

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT |

ARKARK.DK blev oprettet i 2007 af arkitekter Esben Larsen og Rimas Steponaitis.
Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE