Rødovre Hovedbibliotek

Arkitekt:

Arne Jacobsen

Rødovre Hovedbibliotek danner sammen med rådhuset overfor et roligt centrum for kommunen. Hvor rådhuset er åbent og transparent, er det lave, rektangulære bibliotek tungt og lukket, omkranset af en fire meter høj mur beklædt med mørke naturstensfliser.
Bygningens indre er dog særdeles interessant gennem Arne Jacobsens arbejde med dagslyset som et arkitektonisk formgivende element. Som Poul Erik Skriver anførte, har han anvendt lyset som materiale og proportioneret dets egenskaber i husets forskellige rum. Det ses fx i forhallen, hvorfra der gennem en stor glasvæg er indblik til foredragsalen, der belyses fra højtsiddende lanterne-vinduer og den bagvedliggende lysgård. Også doseringen af lys fra de øvrige gårdhaver og ovenlys til udlånsområder for børn og voksne, læsesale og kontorer giver sammen med interiørfarverne bygningen "mildhed og ynde", som Skriver betegnede iagttagelsen.
Konstruktivt er huset opbygget med blå eller gulgrønne søjler og tværgående jernbetondragere. Bag yderbeklædningen af naturstensplader er der hulmur og kalksandsten på den indvendige side. Taget er udført som en stålkonstruktion med træspær og built-up-tag. På undersiden sidder der brune akustikplader. Dørene i huset blå eller gulgrønne med mørkegrønne karme. Oprindelig var gulvene belagt med lysegrå tæpper og gardinerne foran vinduerne røde, men det er ændret.
Bibliotekets opdeling af funktionerne er også forandret, men det forandrer ikke indtrykket af en enkel, asketisk og modernistisk bygning af høj kunstnerisk værdi.
Opførelsesdata

Årstal: 1968 - 1969
Bygningsændringer og ombygninger:
Udvidet med Viften 1990 (Dissing + Weitling)

Adresse

Rødovre Parkvej 140
DK-2610 Rødovre

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: Rødovre Kommune
Ingeniør: M. Folmer Andersen (konstruktioner) Vagn Støttrup (el)

Anvendelse

Hovedfunktion : Institution
Bygningsart : Bibliotek

Referencer
LP-Nyt 28-03-1970. Arkitektur DK 4-1970, side 137. Lisbet Balslev Jørgensen, Hakon Lund og Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Danmarks Arkitektur. Magtens bolig. Gyldendal 1980. Guide til Dansk Arkitektur II. Arkitektur Guide København, side 83. Carsten Thau og Kjeld Vindum: Arne Jacobsen. Arkitektens Forlag, 1998. "
Rødovre Hovedbibliotek
Rødovre Hovedbibliotek
Rødovre Hovedbibliotek
Rødovre Hovedbibliotek
Rødovre Hovedbibliotek

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT |

ARKARK.DK blev oprettet i 2007 af arkitekter Esben Larsen og Rimas Steponaitis.
Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE