Østerlars Kirke, Bornholm

Arkitekt:

Ukendt

Østerlars Kirke er Bornholms største forsvarskirke med en tre-etagers rotunde, hvis ydre diameter er over 16 meter. Rundskibets dimensioner har bevirket, at den centrale søjle er hul med seks bueåbninger ind til et hvælvet rum, der i folkemunde kaldes "ovnen". Størrelsen understreges også af de syv kraftige støttepiller, der er opført i 1500- og 1600-tallet for at sikre de oprindelige mure. Kirken er antagelig rejst omkring 1150, da venderne hærgede Østersø-området. Rotunden indeholder kirkerum og mellemetage, der er overdækket med de karakteristiske ringformede tøndehvælv. Uden på sidder det kuppelhvælvede kor og apsis, der begge har en halvcirkulær grundplan. Koret har oprindelig været lige så højt som rotunden og med fladt tag, hvorfra fjenden kunne beherskes. Kirkerummets centrale søjle er dekoreret med kalkmalerier fra det 14. århundrede. I tagetagen har den oprindelige ydermur som i Nylars været trukket tilbage fra murflugten for at give plads til en åben vægtergang med spygatter, der har afledt regnvandet. Gangen er nu lukket med en forhøjelse af det gamle brystværn. Som i andre rundkirker er der adgang til de øvre etager via en trappe i muren. Det vældige kegletag har antagelig fået sin endelige form i 1600-tallet. Midtersøjlen støtter taget og kan oprindeligt være ført til tops som et selvstændigt tårn. Som i Nylars står klokketårnet på en underbygning af kampesten, formentlig fra de 17. århundrede. Se endvidere den generelle beskrivelse til "Bornholms rundkirker".
Opførelsesdata

Årstal: 1150 - 1160
Bygningsændringer og ombygninger:
Ombygning 1744. Istandsættelse af Mathias Bidstrup 1889-92. Istandsættelse af Rolf Graae 1955-56.

Adresse

Vietsvej 25, Østerlars
DK-3760 Gudhjem

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: Lund Domkapitel

Anvendelse

Hovedfunktion : Institution
Bygningsart : Rundkirke

Referencer
Otto Norn m.fl.: Danmarks Kirker bind 7, Bornholm. Gads Forlag, 1954. Tobias Faber: Dansk Arkitektur. Arkitektens Forlag, 1963. Erik Skov: Østerlars Kirke. Gyldendal, 1966. Harald Langberg: Hvem Byggede Hvad 2, Politiken 1969. Carl Nepper-Christensen: Skt. Laurentius Kirke. Østerlars Menighedsråd, 1972. Guide til Dansk Arkitektur I. Erling Haagensen: Bornholms rundkirker, Bogan, 2003. Arkitekten 2 og 4-2005. Jørgen Hegner Christiansen og Kim Dirckinck-Holmfeld: En Arkitekturkanon, Arkitektens Forlag, 2005. Tobias Havmand, Jens Astrup og Jan Jæger (red.): Berlingske Tidendes Kulturkanon, Berlingske Tidende, 2005. Arkitektur Guide Øerne, Arkitektens Forlag, 2006, side 302. Politiken 16-07-2008. Anne-Louise Sommer: Den Danske Arkitektur. Gyldendal, 2009. "
Østerlars Kirke, Bornholm
Østerlars Kirke, Bornholm
Østerlars Kirke, Bornholm
Østerlars Kirke, Bornholm

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT |

ARKARK.DK blev oprettet i 2007 af arkitekter Esben Larsen og Rimas Steponaitis.
Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE