Rosenholm, Hornslet

Arkitekt:

Ukendt

Herregården Rosenholm på Djursland er et regelmæssigt, lukket firefløjet anlæg i gotisk renæssance med en ejendommelig trapezformet grundplan, hvor portfløjen mod vest er længere end hovedbygningen mod øst. Slottet omkranses af en voldgrav og er opført i etaper over en længere periode fra 1559 til omkring 1600.
Ældst er hovedfløjen i to etager over en høj kælder med runde hjørnetårne og høje gavle mod voldgraven. På begge etager er der indrettet ulig store gavlsale i hver ende, der er forbundet med korridorer langs gårdsiden. Disse korridorer har efter al sandsynlighed fra starten været udformet som åbne loggiaer efter norditaliensk mønster, men er på grund af det koldere danske klima hurtigt blevet tilmuret.
Næste etape er den symmetriske portbygning mod vest, opført omkring 1580. Den er stærkt leddelt med kraftige fremspring og udstyret med et porttårn i midten flankeret af to tårnagtige pavilloner, der har gavle som hovedfløjens. Pavillonmotivet stammer fra franske renæssanceslotte og er her anvendt for første gang i Danmark.
I de sidste to årtier af 1500-tallet blev dette parallelanlæg forbundet med to lavere sidefløje mod nord og syd. Sydfløjens bygherre var Jørgen Ottesen Rosenkrantz' søn, "Den lærde Holger", der oprettede en slags universitet for unge adelsmænd på slottet. En reminiscens fra denne tid er det fint udstyrede lysthus i haven, det såkaldte Pirkentavl.
Interiøret rummer stadigvæk inventar fra det 16. og 17. århundrede, bl.a. kaminer og gobeliner i den fornemme riddersal. I 1700-tallet er der dog kommet barokke tilføjelser, både i interiøret og i form af landskabsplanens alléer uden for.
Om de mulige barske hændelser og spøgelseshistorier på slottet kan læseren orientere sig i litteraturen og på diverse hjemmesider.
Opførelsesdata

Årstal: 1559 - 1600

Adresse

Rosenholmvej 119
DK-8543 Hornslet, Djursland

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: Jørgen Rosenkrantz

Anvendelse

Hovedfunktion : Andet byggeri
Bygningsart : Herregård

Referencer
Harald Langberg: Hvem Byggede Hvad, Bind 3. Politikens Forlag, 1971. Peter Brogaard, Hakon Lund og Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Danmarks Arkitektur, Landbrugets huse, Gyldendal 1980. Guide til Dansk Arkitektur I. Arkitektur Guide Jylland, side 165. "
Rosenholm, Hornslet
Rosenholm, Hornslet
Rosenholm, Hornslet
Rosenholm, Hornslet
Rosenholm, Hornslet
Rosenholm, Hornslet
Rosenholm, Hornslet
Rosenholm, Hornslet
Rosenholm, Hornslet
Rosenholm, Hornslet
Rosenholm, Hornslet

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT |

ARKARK.DK blev oprettet i 2007 af arkitekter Esben Larsen og Rimas Steponaitis.
Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE