Harsdorffs Palæ, København

Arkitekt:

C. F. Harsdorff, Johan Fogh & Per Følner Arkitektfirma ApS

Caspar Frederik Harsdorff fungerede som underviser og professor i arkitektur ved Kunstakademiet på Charlottenborg i København fra 1766, da han overtog hvervet efter den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin.
Harsdorff var som sin forgænger optaget af den franske klassicisme med inspiration fra den græsk-romerske antik. Men han savnede et hus med den rette smag, som han kunne vise sine studerende og som kunne danne forbillede for godt borgerligt byggeri i hovedstaden. Kongen skænkede derfor Harsdorff den akavede hjørnegrund med spidse hjørner ved siden af Charlottenborg, hvor han i 1779-80 opførte et prominent hus ud mod Kongens Nytorv.
Grunden gav Harsdorff store arkitektoniske udfordringer, men han fandt frem til en eminent løsning, der består af to sammensmeltede huse med tre forskellige facader. I midten er anbragt et monumentalt, fremskudt parti med fire joniske pilastre, der er afsluttet med en udsmykket trekantgavl. Nærmest Charlottenborg og ud mod den oprindelige Tordenskjoldsgade er der bygget hhv. fem og fire fag - samt et enkelt fag på hjørnet. Yderfagene er markeret med buer over vinduerne på første sal og hele stueetagen er lavere end de øvrige to etager.
Også sammenskæringen af hjørnehusets tagflader er smukt løst. Ejendommen blev herskabeligt indrettet med bl.a. malerier og forgyldte, profilerede døre samt en spisestue med en halvcirkulær afslutning, hvor grundens skæve form talentfuldt er udnyttet. Denne ovale spisestue blev efterfølgende sammen med de beundrede facademønstre yndede elementer i de klassicistiske københavnske borgerhuse.
Harsdorffs Palæ fungerede som administrationshus for Kunstakademiets Arkitektskole indtil udflytningen til Holmen 1996.
Opførelsesdata

Årstal: 1779 - 1780
Bygningsændringer og ombygninger:
Restaureret af Fogh & Følner 1999.

Adresse

Kongens Nytorv 3-5
DK-1050 København K

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: C. F. Harsdorff og Kulturministeriet
Ingeniør: Birch & Krogboe A/S, 1999
Entreprenør: PL-Entreprise A/S, Rønne, 1999
Konsulent: Johannes Wiedewelt (reliet i gavlfelt)

Anvendelse

Hovedfunktion : Andet byggeri
Bygningsart : Byejendom

Referencer
Tobias Faber: Dansk Arkitektur. Arkitektens Forlag, 1963. Harald Langberg: Hvem Byggede Hvad 1, Politiken, 1968. Sys Hartmann og Villads Villadsen: Danmarks Arkitektur. Byens huse - Byens plan. Gyldendal, 1979. H. E. Langkilde: Mellem Byen og Bremerholm, 1984. Guide til Dansk Arkitektur I. Arkitektur Guide København, side 171. Arkitektur DK 7-2000, side 414, og 1-2004, side 20. Gengivet på frimærke 2004. Arkitekten 4-2005. København København - en by på frimærker. Post & Tele Museum. 2004. Jørgen Hegner Christiansen og Kim Dirckinck-Holmfeld: En Arkitekturkanon, Arkitektens Forlag, 2005. Tobias Havmand, Jens Astrup og Jan Jæger (red.): Berlingske Tidendes Kulturkanon, Berlingske Tidende, 2005. Architectura 33. Arkitekturhistorisk Årsskrift. Selskabet for arkitekturhistorie. 2011. "
Harsdorffs Palæ, København
Harsdorffs Palæ, København
Harsdorffs Palæ, København
Harsdorffs Palæ, København
Harsdorffs Palæ, København
Harsdorffs Palæ, København
Harsdorffs Palæ, København

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT |

ARKARK.DK blev oprettet i 2007 af arkitekter Esben Larsen og Rimas Steponaitis.
Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE