Helsingør, Stengade 72-74, Sander Leyells Gård

Arkitekt:

Ukendt

Begge disse huse i Stengade 72 og 74 er enestående eksempler på de sengotiske rødstenshuse i Helsingør. Nr. 72 er antagelig opført 1551, men er ombygget i slutningen af det 18. århundrede, mens nr. 74 med gavlen mod gaden er lidt ældre, dateret til ca. 1500.
Bygningerne blev i 1930'erne gennemgribende restaureret af Volmar Drosted, så de nu fremtræder med regelmæssige vinduesrækker med stenindfatninger og i nr. 74 en kamtakket pragtgavl, hvis spidsbuede gavlblændinger, cirkelblændinger og hængestave minder om gavlen på Oxernes gård i nr. 66.
Mellem første og anden etage løber et kridtstensbånd med et citat fra Jobs bog, skrevet på latin med gotiske minuskler. Sådanne fromme betragtninger kombineret med årstal, initialer og bomærker var en almindelig facadeudsmykning på den tid.
Bag forhusene ligger langs smalle gårdrum høje sidehuse, der aftager i dybde og strækker sig i forlængelse af hinanden ned mod havnen, hvor de vigtige handelsbrygger tidligere lå. Dette mønster svarer til samme huses beliggenhed i andre byer med søfart som hovederhverv.
De tunge stenhuse med solide adgangsporte kan virke lukkede og utilnærmelige, men de er i overensstemmelse med den tids middelalderpræg, der minder om detaljerne i flamsk byggeskik. Det sandsynliggør, at det er nederlandske håndværkere, indkaldt til byggeriet af Kronborg, der er blandt bygmestrene.
Opførelsesdata

Årstal: 1500 - 1551
Bygningsændringer og ombygninger:
Nr. 74 opført i 1500. Nr. 72 opført i 1551. Nr. 72-74 restaureret 1932-36 af Volmar Drosted.

Adresse

Stengade 72-74
DK-3000 Helsingør

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: Sander Leyell

Anvendelse

Hovedfunktion : Andet byggeri
Bygningsart : Byhuse med erhverv og boliger

Referencer
Harald Langberg: Hvem Byggede Hvad 2, Politiken 1969. Acta Visbyensia V, Visby 1976, side 186: H. H. Engqvist, Häuser und Höfe im Ostseegebiet und im Norden vor 1500. Sys Hartmann og Villads Villadsen: Danmarks Arkitektur. Byens huse - byens plan, Gyldendal 1979. Guide til Dansk Arkitektur I. Gyldendal: Den Store Danske Encyklopædi. Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde - Stengade. Helsingør, 2002. Arkitektur Guide Øerne, Arkitektens Forlag, 2006, side 59. "
Links



Helsingør, Stengade 72-74, Sander Leyells Gård
Helsingør, Stengade 72-74, Sander Leyells Gård
Helsingør, Stengade 72-74, Sander Leyells Gård
Helsingør, Stengade 72-74, Sander Leyells Gård

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT |

ARKARK.DK blev oprettet i 2007 af arkitekter Esben Larsen og Rimas Steponaitis.
Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE