C.A.C., Carl Christensen A/S, Aalborg

Arkitekt:

Arne Jacobsen

Denne fabrik i Aalborg er et smukt eksempel på Arne Jacobsens perfektionistiske og helstøbte arkitektur. Med sine præcise og velproportionerede former og flader er den stærkt beslægtet med den lille erhvervsbygning til Massey-Harris i Glostrup, opført i 1953.
Virksomheden beskæftiger sig med cylinderudboring og motorrenovering og er placeret tilbagetrukket fra Hobrovej, den daværende hovedvej mellem Aahus og Aalborg. Her er den stærkt synlig, hvilket har stor reklamemæssig betydning. Om aftenen brandes fabrikken af de store lysende vinduer, der virker som et stort lysskilt.
Anlægget er ganske enkelt med en stor hal i én etage, en lav udbygning i det sydøstlige hjørne til kontorer og lager samt en skorsten. Det er opført over en tværstillet stålskelet-konstruktion med gule teglsten og stålvinduer. Det omvendte tag, et såkaldt butterfly-tag, er beklædt med tagpap og udstyret med ovenlys.
Murværket fremstår som gennemgående flader uden på konstruktionen og udgør sammen med vinduerne en ren klimaskærm. Gavlene er trukket en anelse frem i forhold til facadernes brystningsmure, så murene artikuleres som skiver.
De store side- og ovenlysvinduer har været nødvendige af hensyn til fabrikationens store præcision. Det er fulgt op ved placeringen af den kunstige belysning, der er placeret på de vandrette vinduesprosser og således optræder på samme måde som dagslyset.
Opførelsesdata

Årstal: 1956 - 1957

Adresse

Riihimäkivej 3
DK-9200 Aalborg SV

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: Carl Christensen

Anvendelse

Hovedfunktion : Erhverv
Bygningsart : Motorfabrik
Særlige aspekter: Modernisme

Referencer
Arkitektur DK 1958, side 54. Harald Langberg: Hvem Byggede Hvad 3, Politikens Forlag, 1971. Jørgen Sestoft: Danmarks Arkitektur. Arbejdets bygninger. Gyldendal, 1979. Guide til Dansk Akitektur I. Arkitektur Guide Jylland, side 73. Carsten Thau og Kjeld Vindum: Arne Jacobsen, Arkitektens Forlag, 1998. "
C.A.C., Carl Christensen A/S, Aalborg

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT |

ARKARK.DK blev oprettet i 2007 af arkitekter Esben Larsen og Rimas Steponaitis.
Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE