Langelinie-boliger I, København

Arkitekt:

Schmidt, Hammer & Lassen K/S, MAA

Den ny Langelinie-bebyggelse i forlængelse af Dahlerups Pakhus blev allerede tidligt betegnet som et kvalitetsbyggeri, idet det var en medvirkende årsag til at byggeriets arkitekter, Schmidt, Hammer & Lassen blev tildelt Nykredits Arkitekturpris i 1997.
Beliggenheden er attraktiv med udsigt over Københavns Havn og Øresund og med de anløbende krydstogtsskibe lige uden for døren. Placeringen har da også medført en stor åbenhed i udformningen med store vinduer, spaciøse, skulpturagtige trapper, karnapper og otte meter brede, murede buestik ved de hævede indgangspartier. Øverst i de seks etagers blokke findes desuden tagterrasser ud for seks eksklusive penthouse-lejligheder.
Byggeriet rummer 96 lejligheder i varierende størrelse fra 61 til 192 kvm, udført i solide og eksklusive materialer som keramiske fliser og poleret granit i badeværelserne, egetræ og glas til dørpartierne, stålkonstruktioner og cedertræ i penthouse-overbygningen og engelske klinker til udendørsarealerne.
Husenes konstruktive opbygning er udført i beton med skalmur af røde mursten. Materialevalget og beliggenheden afspejler sig naturligvis i huslejen, der på opførelsestidspunktet i 1997-priser varierede fra 6.000 kr. for den billigste til ca. 30.000 kr. for den dyreste lejlighed pr. måned.
Opførelsesdata

Årstal: 1995 - 1997

Adresse

Langelinie Allé 3-9
DK-2100 København Ø

Byggeriets øvrige parter

Bygherre: PFA Byg A/S
Ingeniør: Abrahamsen & Nielsen A/S, FRI Arne Elkjær
Landskabsarkitekt: Skaarup & Jespersen C. Walbjørn Christensen

Anvendelse

Hovedfunktion : Privat boligbyggeri
Bygningsart : Etagehuse

Referencer
Arkitektur DK 4/5-1996, side 222, 7-1997, side 386, og 8-1997, side 460. Byggeplads Danmark 1-1997. "

FORSIDE | BYGNINGER | ARKITEKTER | ARKITEKTFIRMAEROM PROJEKTET | KONTAKT |

ARKARK.DK blev oprettet i 2007 af arkitekter Esben Larsen og Rimas Steponaitis.
Copyright ©ARKARK.DK 2011. All Rights Reserved. Powered by SCIMORE